Ét klik kan lukke din virksomhed (måske for altid)

Aula virker ikke, børnene skændes, hunden tisser på gulvet og du har netop trykket på et link som har låst virksomhedens økonomisystem. Velkommen til den barske IT-virkelighed anno 2020!

Forstil dig et kort øjeblik følgende situation

Der er 12 minutter til et online-afdelingsmøde hvortil du har forberedt en præsentation. Du venter fortsat på de sidste tal fra ledelsen. Så langt så godt! Nu kan du høre at Frida og Luna er kommet op og skændes om Sports-Barbie (de to yngste i børneflokken) Den ældste, Frederik, beder om hjælp fordi linket på Aula ikke virker på hans Ipad. (husk afdelingsmødet – det er nu kun 8 minutter væk, og du mangler stadig de sidste tal fra ledelsen) Pigerne pacificeres med en rulle mariekiks, Frederik får lov til at tage et break fra skolearbejdet og sumper foran YouTube. (Nu kun 5 minutter til afdelingsmødet, og stadig ingen mail fra ledelsen) Rosa piber ved havedøren (Rosa er en 3 år gammel Terrier blanding) hun vil i haven, men er i løbetid. Hvis du lukker hende ud uden opsyn, er der en overhængende risiko for at naboens Collie gnaver sig igennem hønsenettet for at luske sig til en hyrdetime med lille Rosa. En overvåget have-tissetår senere er du på plads bag din PC igen. Der er nu kun 3 minutter til at du skal præsentere de seneste tal (dem du stadig ikke har fået fra ledelsen).

Ping – endelig er der mail fra ledelsen – et link denne gang? men who-cares, du har nu under 2 minutter til at lave et screendump til præsentationen. Du trykker på linket og ender et sted som intet har med dine tal at gøre???

Bingo – du har lige introduceret ransom-ware til jeres ERP-system. Mailen med linket var spoofet – du troede den kom fra din CFO, men rent faktisk kommer den fra Igor Putin, som er resultataflønnet af en kriminel organisation i Hviderusland.

Det var en lang indflyvning til vores egentlige budskab – hvis du stadig er med, så illustrerer ovenstående eksempel den virkelighed som rigtigt mange IT-brugere skal forholde sig til i disse dage. De kriminelle er med andre ord ikke blevet 10 gange smartere på én måned – vi brugere er derimod blevet 10 gange mere pressede af de nye teknologier, og evigt foranderlige arbejdsgange. Det øgede pres, og den uvante situation, betyder at vi bliver lette ofre for fælder vi under normale omstændigheder ville have spottet 100 meter væk.

”Det er jo sikkert rigtigt nok, tænker du nu, men jeg kan jo ikke sende mand/kone, børn og hund en tur til månen”… Heldigvis kan mindre også gøre det… En korrekt implementeret sikkerhedspakke vil dæmme op for 99% af alle ondsindede angreb.